Tuesday, October 12, 2010
Denmark, Copenhagen: Oct 15, 2010: Comics battle graffiti
Ny udstilling i Graffitigalleriet i København.
Fernisering i graffitigalleriet fredag den 15. oktober 2010 mellem kl. 17-21 (kulturnatten).
Endnu et mindblowing og nytænkende billedshow i graffitigalleriet.dk i samarbejde med comicgarden.dk
GRAFFITIGALLERIET ønsker med udstillingen at stille skarpt på den særdeles udbredte brug af comic eller comic-inspirerede figurer i den New York baserede graffiti og stiller med et stærkt hold.
Fire malere, alle 'sortbælte-sprayere' udi disciplinen at bringe liv til comic-karakterer på mure og lærreder, har hver produceret fem værker på 40 x 40 cm, som exponerer noget af det ypperste indenfor figur-maling.
De fire - CRAZ, SKINY, OBEE og Mr. FRAK, har således lagt sig i selen og præsterer små genistreger med deres innovative fortolkninger af konceptet.
COMICGARDEN stiller med eye candy for kræsne kendere såvel som måbende menigmænd - en tour de force af originale tegneseriestriber og andet guf.
Her er der mulighed for at registrere de helt grundlæggende og originale figurers æstetiske særkender og indlysende, velkendte kvaliteter.
Lige siden den forkætrede bemaling af New Yorks Subway-toge tog fart op gennem 1970erne, har figurer været fast inventar i graffiti-malerier.
Kridt danseskoene og step til GRAFFITIGALLERIET, der med dette show endnu engang markerer sig som landets mest banebrydende og originale billedhus, altid med fingeren på pulsen, altid tro og oprigtige mod gadens glade, gudsbenådede grafiske genistreger.
Se dine favorit-figurer i den mest originale form via COMICGARDENS tilskud af nye og ældre 'striber' og nyd hvordan malerne formår at klone, mutere, sample og megamixe diverse stilelementer fra figurer vi alle kender, til nye, freshe og konstant overraskende helheder!
Vær der eller vær firkantet som DSBs opfattelse af fænomenet graffiti!
graffitigalleriet.dk
Vesterbrogade 171
DK-1800 Frederiksberg C
Labels:
comics,
Denmark,
drawing,
Exhibition