A Piece of the Street
Nyt billedshow fra L:Ron:Harald
Gadens grafiske galskab galopperer derudad i et hæsblæsende tempo i Graffitigalleriet.
Fernisering fredag den 10. december
2010 fra kl. 17 – 21.
Udstillingen har åbent i perioden
10. december 2010 – 13. januar 2011.
Graffitigalleriet slår for 2. gang i år dørene op for en fræsende fornøjelig omgang maleshow med Den Deliriske Dåsedressør fra det beskidte syden, - L:Ron:Harald.
Tidligere i indeværende år tog den gæve sønderjyde jo fidusen på de fleste med den meget roste og omtalte 'Waffen für die Frauen'-udstilling, der præsterede stillingtagen, rød tråd og kant omkring vort kvindesyn- og behandling.
For L:Ron var det en forløsning af usete dimensioner at blive blåstemplet og (god)kendt for andet end Pornogangsterens verbale excesser.
Og nu er tiden inde til en exponering af 35, måske overfladisk beskuede, mindre forpligtende værker, der alle er malet på objekter, der er fundet i gadebilledet.
Men kigger man bag de multikulørte, tilsprayede genstandes spraglede konturer, vil man opdage at L:Ron, denne djævleblændte drillepind, der afgjort blev tabt i gryden som lille, med de fleste værker har et måske lettere skjult, men ikke mindre skarpt, budskab på dagsordenen.
Men hvorfor det lige er at Søren Pind som er blevet forsynet med en kæmpemæssig, syregrøn afro, og showet rummer hvad der til forveksling ligner en opfordring til at bekæmpe og tilintetgøre selve graffitikonceptet - ja det er du simpelthen pinedød nødt til at møde op til på bemeldte adresse på det angivne tidspunkt for at få opklaret!
Der er således kræs at hente for forvænte feinschmeckere, der nyder at blive 'taget ved næsen' af en tilsyneladende harmløs farvelade, der imidlertid viser sig at rumme spidse torne, der igen aftvinger stillingtagen.
L:Rons dybe kærlighed til graffitiens rødder og inderste væsen fornægter sig dog heller ikke - her er således masser af lir til den graffiti-virus-inficerede; værker der leger med dåsen og stålet, togene som målet, og selve 'vandal-værktøjet, The Spraycan, i flere forskellige roller. Bramfri B-Boy billedblær når det er bedst! Wildstyle og veritabel weirdness.
Grib kækt til løbehjulet og sus til Graffitigalleriet den 10. i den travle julemåned. L:Ron:Haralds mest alsidige udstilling til dato er ét flippet, formidabelt freakshow, du ikke har råd til at gå glip af!
Vesterbrogade 171, DK-1800 Frederiksberg C – Denmark
+45 2234 0227 +45 2618 1227
Åbningstider - se www.graffitigalleriet.dk